Skriv til os

 
 
 
 
Nogle felter er ikke udfyldt korrekt
Vi er en kreditværdig virksomhed baseret på Bisnodes kreditvurderingssystem. Vurderingen er foretaget ud fra en mængde forskellige beslutningsregler. Oplysningerne bliver opdateret dagligt via Bisnodes database. Kreditvurderingen af virksomheden er således altid aktuel.

​Modtag vores nyhedsbreve, der bl.a. vil afspejle de nyheder, som denne nyhedssektion kommer til at byde på. Målsætningen er, at vi sender nyheder ud 3 til 4 gange om året.

Heavy Duty er den lette løsning

Bølgepap i den særligt stærke Heavy Duty-udgave er et godt valg til transport- og eksportemballager. På den kommende Scanpack-messe i Göteborg demonstrerer FARUSA emballage hvor store, stærke, alsidige - og lette den type emballager kan være.

Hvis man lægger to europaller i forlængelse af hinanden, således at man har en flade på 2,40 x 0,80 meter, og man så lægger 10 af den slags "par" ved siden af hinanden, svarende til en flade på 2,40 x 8 meter, så har man det palleareal, der skal til for at understøtte et af de Heavy Duty bølgepapark, som FARUSA emballage A/S arbejder med. Og så rager arket endda nogle få centimeter ud over pallerne på den smalle led.

– Ja, og derfor fremstiller vi kort sagt også de største kasser i ét stykke, som man kan forestille sig, lyder det fra fabrikant Arne Hammer, der står i spidsen for familievirksomheden, som blev grundlagt i 1923, og som frem til 1968 hovedsageligt fremstillede trækasser. Herefter begyndte man også at fremstille emballager i Heavy Duty bølgepap, og det er i dag virksomhedens primære kassemateriale.

Kan det hele og vejer mindre end det halve

Men hvad dækker betegnelsen "Heavy Duty" helt præcist over? – Der er desværre lidt "elastik" i, hvornår denne betegnelse anvendes, men konventionel bølgepap slutter ved en dobbeltbølge med en CC-fluting, hvilket betyder, at den er 8 mm tyk og sjældent vejer mere end 800 g/m2. Heavy Duty starter ved en 9 mm AC-fluting og kan gå op til en Triple A, - altså AAA-fluting, der tilsammen giver en pap på 15 mm i tykkelsen og op til 2525 g/m2, forklarer Arne Hammer.

– Samtidig er det kendetegnende for Heavy Duty, at pappet er vejrbestandigt, hvilket vil sige, at kraftlineren er vandafvisende og at lagene er føjet sammen med vandfast lim. Derfor vil materialet tørre op igen, hvis det får en byge, og det er godkendt til oversøisk transport af det tyske prøvningsinstitut BFSV. Men det skal dog understreges, at det stadig kan recirkuleres fuldt ud og dermed f.eks. blive RESY-mærket, siger han.

Men Arne Hammer lægger dog især vægt på det kendetegn, at Heavy Duty har stort set samme styrke som transportemballager af træbaserede materialer, mens det vejer langt mindre. – Heavy Duty bølgepapkasser vejer mindre end halvdelen af almindelige krydsfinérkasser og er således et godt alternativ til trækasser, krydsfinérkasser og pallerammer, fastslår han og påpeger at Heavy Duty-emballagen gør stor forskel i håndteringen, når den enkelte medarbejder ikke har problemer med at løfte rundt på den, og at den faktisk også kan tjene sig selv hjem via vægtbesparelsen ved flytransport.

Skræddersyet til performance og teknisk formåen

Langt størstedelen - dvs. 95-98% - af alle de Heavy Duty-emballager, som FARUSA emballage fremstiller, er skræddersyet til opgaven, og hver eneste dag udvikler man i størrelsesordenen 8-10 nye emballager. Der er tale om eksportemballager i utallige dimensioner samt de såkaldte Wrap-Around kasser, der er fremstillet at et ark forsynet med bukkeriller, leveres plano og som hæftes i gavlene og samles omkring produktet for at danne den færdige emballage.

– Heavy Duty-kasser kan naturligvis også limes eller tapes, men hæftningen sikrer den største styrke, siger Arne Hammer, der slår fast at virksomhedens kasser sælges på performance og teknisk formåen. – Når nogle af vores kunder bestiller kasser, så lyder beskeden typisk, at "det skal være ECT sådan og sådan", hvor "ECT" står for Edge Crush Test, der udtrykker emballagens kanttryk og dermed den færdige emballages stablingsstyrke.

Med fokus på Heavy Duty

FARUSA emballage, der er den eneste producent med 100% fokus på Heavy Duty i Skandinavien, er en såkaldt "sheet plant". Det vil sige en arkfabrik, hvor man konverterer bølgepapark i store størrelser til emballager, men hvor man ikke producerer selve bølgepaparkene.

FARUSA emballages sædvanlige leverandør, der er hollandsk, har specialiseret sig i at producere Heavy Duty bølgepapark. – Og i forbindelse med dette samarbejde har vi rådighed over et testlaboratorium, ligesom vi har adgang til at hente designhjælp til vores sælgere, der tillige er specialister i at skræddersy diverse Heavy Duty emballagekonstruktioner, fortæller Arne Hammer.

Vigtig messe i Göteborg

FARUSA, der opererer i hele Skandinavien, vil i lighed med tidligere være at finde på Scanpack-messen i Göteborg, der løber af stablen fra den 20. til 23. oktober. – Det er en vigtig messe for os, hvor vi har mulighed for at eksponere vores helt særlige niche over for en række vareproducenter, som eksporterer deres produkter, påpeger Arne Hammer.

På virksomhedens stand vil man bl.a. kunne se en 1000 liter væskecontainer til eksportbrug bestående af en Heavy Duty-container forsynet med en indvendig pose med en aftapningsstuds. Der vil også blive præsenteret store octabin bulkemballager til fødevarer, granulat etc. til op til 1500 kg. Disse emballager kan stables med 4-5 stykker i højden og dermed give store pladsbesparelser.

– Og endelig så præsenterer vi Wrap-Around kasser i meget lange længder - på standen viser vi en udgave, der er fem meter lang, lyder det fra Arne Hammer.

FARUSA emballage A/S vil være at finde på Scanpack på stand B04:7

Arne Hammer med et af de otte meter lange ark, der vejer i omegnen af 50 kg, og som kan blive til en usædvanligt stor transport- eller eksportemballage.

FARUSA emballage fremstiller mange lange Wrap-Around-kasser. Her viser Arne Hammer det V-spor man skærer for at skabe en bukkelinje, som gør det let at folde meget lange kasser.

Octabinerne fra FARUSA emballage er stærke nok til at bære op til 6 tons, så selv en Mercedes er i den lette ende.